Den interaktive dokumentar og dem vi kaldte journalisterne

Den interaktive dokumentar (sommetider omtalt som blandt andet webdocs, transmedia, crossmedia, docu-games og web dokumentarer) er en spirende genre af non-fiktion produktioner, lavet først og fremmest til internet. The Aspen Movie Map fra 1978 regnes ofte for det tidligste forsøg på at dokumentere en oplevelse digitalt. I begyndelsen sås denne type interaktive produktioner særligt i sammenhæng med forskning og kunst, men nu er organisationer som blandt andet National Boards of Canada (NFB) og ARTE1 begyndt at producere dem i stigende antal, og den interaktive dokumentar er ved at udvikle sig til et selvstændigt forskningsfelt. I 2011 blev den første europæiske konference, i-DOCS, dedikeret alene til interaktive dokumentarer afholdt.

Men hvad er en interaktiv dokumentar? Blandt de forskere, som i den seneste tid har arbejdet med at tegne feltet op, finder man blandt andet Sandra Gaudenzi. I et specialnummer om interaktive dokumentarer (i-docs) i Journal of Documentary Film Studies giver Sandra Gaudenzi og Judith Aston følgende definition: “Any project that starts with an intention to document the ‘real’ and that uses digital interactive technology to realize this intention can be considered an interactive documentary.” En definition, hvori interaktivitet i form af deltagelse i for eksempel produktionsfasen også regnes med.

Kaisers memo

Men hvorfor skal man som journalist interessere sig for mobiltelefoner, interaktivitet, deltagelse og software? Tilbage i internettets helt spæde år, nærmere bestemt 1992, deltog Washingtons Posts nyudpegede redaktør Robert G. Kaiser i en konference i Japan. Det var Apples CEO, John Sculley, der havde inviteret ham og emnet var fremtiden for digitale medier. På flyveturen hjem skrev avismanden syv sider, der er blevet kendt som Kaiser Memoet. Dokumentet giver indsigt i, hvordan avisbranchen i de tidlige år erkendte behovet for forandringer.

Many at the conference talked about the way we tend to use new media first to replicate the products produced by old media — so early TV consisted of visible radio shows, for example. With this in mind, our electronic Post should be thought of not as a newspaper on a screen, but (perhaps) as a computer game converted to a serious purpose. in other words, it should be a computer product (Kaiser,1992).

Mark Potts, som har bloggen Recovering Journalist, var på det tidspunkt journalist med speciale i teknologi for Washington Post. Han beretter, hvordan man i de følgende år arbejdede på at udvikle journalistiske produkter til internettet, som ikke var shovelware2, men egentlige computerprodukter. Der er nu gået 20 år, og det er i store træk ikke lykkedes. Hvis man skal være hård, så er vores netaviser præcis det, som navnet antyder: Papiravisen lagt på nettet med et par links og måske et kort videoklip.

Men uden for redaktionslokalerne har tiden ikke stået stille. Nye spillere og teknologier kommer på markedet hver dag, og det er ikke længere en hemmelighed, at mediebranchen er i knibe. Med de digitale teknologier ikke kun blevet introduceret nye måder at kommunikere på, der er også kommet nye måder at lave forretning på. Siden Marx har man talt om nye teknologiers evne til at få en eksisterende økonomisk orden til at falde sammen. En disruptiv teknologi er et af de begreber, der er blevet brugt om denne slags teknologier. Det samme mønster gentager sig igen og igen – på tværs af industrier og tid – argumenteres der for. Nye spillere gør entre på markedet. De starter i bunden af værdikæden og bevæger sig derfra opad, mens de æder sig ind på de etablerede virksomheders forretning. Ifølge den anerkendte innovationsforsker Clayton Christensen, så er det præcis det, som sker i mediebranchen – Huffington Post er et klassisk eksempel – og det er først, når disruptionen er i sin sidste fase, at den for alvor hiver tæppet væk under den gamle orden.

Der er forskel på, hvordan mediesystemerne fungerer i henholdsvis Danmark og USA. Den amerikanske medieindustri er for eksempel mere kommerciel, mens danske medier modtager støtte gennem offentlige midler. Således kan resultater fra amerikanske forskningsprojekter ikke overføres direkte til en dansk kontekst. Men det ændrer ikke på, at nettet fortrænger papiravisen, ligesom nettet vil fortrænge fjernsynet. Fremtiden er digital. Der er forandringer på vej – ikke kun for aviserne. Clay Shirky, der regnes som en autoritet indenfor nye medier og internet, blev for nylig spurgt, hvordan forlagsbranchen vil udvikle sig:

Publishing is not evolving. Publishing is going away. Because the word “publishing” means a cadre of professionals who are taking on the incredible difficulty and complexity and expense of making something public. That’s not a job anymore. That’s a button. There’s a button that says “publish,” and when you press it, it’s done.

The People Formerly Known As The Audience

Clay Shirky sætter fokus på en central udvikling, der er fulgt med udbredelsen af de digitale teknologier. Hvor det tidligere krævede store investeringer at udgive til mange mennesker, så er der nu stort set gratis og utrolig let3. i 2006 udnævnte Time Magazine YOU – altså os allesammen – til årets person. Samme år proklamerede Jay Rosen, der har bloggen PressThink og underviser på New York University, at det var slut med det passive publikum:

The people formerly known as the audience wish to inform media people of our existence, and of a shift in power that goes with the platform shift you’ve all heard about. Think of passengers on your ship who got a boat of their own. The writing readers. The viewers who picked up a camera. The formerly atomized listeners who with modest effort can connect with each other and gain the means to speak— to the world, as it were.

I bogen Guarding The Open Gates of Participatory Journalism undersøger forfatterne, som tæller Jane B. Singer og Alred Hermida, hvordan denne nye logik påvirker journalistikken. Bogen, der udkom i 2012, bygger på 67 dybdegående interviews med journalister og redaktører fra en lang række lande samt analyse af nyhedshjemmesider. Interviewene er indsamlet i slutningen af 2007 og 2008, og de er altså ikke nye. Verden har forandret sig meget siden.

De gamle medier vil ikke forgå, mener forfatterne, men journalisterne må komme videre fra dogmet “vi skriver, du læser”. Med internettet skaber vi sammen; samarbejde kendetegner det nye medielandskab, som journalister skal begå sig i. Nyheder – eller simpelthen udveksling af information – er blevet en social, medinddragende og personaliseret oplevelse for et stadigt voksende antal mennesker. I undersøgelsen konkluderes der, at selvom journalistikken åbner op for deltagelse, så er det primært i fortolkningsfasen – altså i kraft af for eksempel kommentarer – eller i informationsindsamlingsfasen, altså som “sensorer” eller øjenvidner, at brugerne inddrages. Journalisterne kæmper for at bevare deres rolle som gatekeepere og forsøger at forene den traditionelle journalistiske praksis med nettets mere deltagende logik uden at redefinere professionen. Helt grundlæggende så betragter journalisterne altså ikke brugerne som deltagere i nyhedsproduktionen. De centrale beslutningsprocesser, som for eksempel omkring, hvad der skal fortælles, og hvordan det skal formidles, holdes lukkede. Forholdet er i sin essens uændret: Vi taler, i lytter. Forfatterne afslutter med en opfordring:

“In the future, expanding participation may drive the profession toward an even more mutualized reciporocal, fluid form of journalism, with journalists finding their place in a collaborative media culture. At least, that is what we hope.”

Nye tendenser

Uanset hvad journalisterne mener om deres fag, om deres rolle i demokratiet, bloggere, menneskelige og umenneskelige aggregatorer og borgere med mobiltelefoner, der vil deltage og agerer borgerjournalister, så fortsætter udviklingen ufortrødent. StoryMaker, for eksempel, er en applikation til smartphones, der giver borgerjournalister essensen af, hvad der skal til for at rapportere i en let tilgængelig form (Ramsey, 2013). Den er udviklet i samarbejde med The Guardian, som netop har lanceret en crowd-sourcing platform kaldet GuardianWitness (Guardian, 2013). Storify samler en historie ud fra Tweets og billeder. Scoop.it, Paper.li og Flipboard gør det muligt for brugere at kuratere deres egne internetpublikationer. Listen af disruptive teknologier bliver længere hver dag.

denne blog bevæger jeg mig i spændingsfeltet mellem journalistik, forskning, kunst, teknologi, aktivisme og fotografi. Det er her, at jeg finder den interaktive dokumentar, og det er her, at jeg ser en fremtid for den gruppe mennesker, som vi tidligere kaldte journalisterne.

1Se www.arte.tv og www.nfb.ca

2 Showelware er betegnelsen for journalistiske produkter som i uændret form er ført fra print til digital.

3 Det er let at gøre information tilgængeligt for mange mennesker, men det betyder ikke, at de vil gøre brug af den.